Singer-songwriteren må aflyse sine to koncerter i Århus i dag, men bliver afløst til Newbees Festival af gruppen Yuno
Newbees Festival i går lagde stærkt ud med koncerter med upcoming bands som Annasaid, The Olympics og Rubberhead Banditz, men er nu ramt af sygemelding til aftenens program. Sangskriveren og sangerinden Hannah Schneider (billedet) må aflyse sin koncert til festivalen og sin akustiske optræden i GAFFA Shop i eftermiddag.
Hannah Schneider skulle spille hele to koncerter i dag, men har fået halsbetændelse, hvilket betyder at dagens koncert i GAFFA Shop ikke bliver til noget, og at en afløser er fundet til Newbies Festival-koncerten i form af Århus-gruppen Yuno, der i aften spiller med Non + og Quadron til festivalen.
Yuno er et indie-rockband, der er et forholdsvist ubeskrevet blad i musikmiljøet. Gruppen har ep'en "Knock Knock" ude og spiller up-tempo indierock med inspiration fra blandt andre Franz Ferdinand. Yuno kan udover aftenens koncert på Newbees Festival også opleves på den kommende Tubescream Festival, der også foregår i det århusianske.
GAFFA Shop præsenterer stadig den anden gratiskoncert med gruppen The Rumour Said Fire i morgen kl. 12.30. Den københavnske kvartet er blevet rost for deres debut-ep "The Life And Death Of A Male Body", som blev belønnet med fem stjerner i GAFFA. Bandet kan høres gratis i butikken i klostergade, og igen til Newbees Festival om aften i Studenterhus Århus.