Nyhed

Saxon gæster Train

De britiske heavy metal-legender er stadig stærke efter 30 år og besøger spillestedet i Århus i foråret

De hårde metalrockere fra Saxon har i tre årtier blæst højtalerne ud hos elskere af den hårde rock og heavy metal-genrerne. Nu gæster det legendariske band igen Danmark og har det roste genrejsningsalbum "Into The Labyrinth" fra i år med sig.

Saxon har besøgt Danmark hele to gange i år i Pumpehuset og til Esbjerg Rockfestival, hvilket beviste gruppens styrke efter et årti, hvor gruppen mest har bevæget sig i undergrunden. Koncerten i Pumpehuset var en indføring i det erfarne bands lange karriere, og det danske publikum og ikke mindst GAFFAs anmelder var begejstrede. I GAFFAs firestjernede anmeldelse stod der blandt andet:

"Vægten i hovedsættet var imidlertid lagt på numre fra "Into The Labyrinth", og numrene herfra lod til allerede blevet en central del af publikums sang-repertoire. Det lagde da også en ekstra bund i både Paul Quinns og Doug Scarratts tunge riff, at der var så fint samarbejde med salen om at få blæst det satans tag af Pumpehuset - for nu at gi' et eksempel, om end oversat, på det ordvalg, som sangeren Biff Byford anvendte i snakken mellem numrene. Herregud, han kommer jo også oprindeligt fra et band med navnet Son Of A Bitch."


Det hårdtslående band har udsendt mere end 20 albums med otte albums i den engelske album top 40 i årenes løb og benævnes ofte som store inspirationskilder til bands som Metallica og Megadeth. Nu har århusianerne igen mulighed for at stifte bekendtskab med én af British Metal-bølgens vigtigste bands, når Saxons kommer til Train den 25. marts.

Billetsalget starter den 26. oktober kl. 10:00, og billetterne kan findes vi GAFFA Live.

ANNONCE