Nyhed

Monsters Of Folk flytter dansk koncert

Det firehovedede indie-monster kommer til København fem dage senere end planlagt

Den planlagte koncert med Monsters Of Folk i Store Vega 15. november er blevet skubbet til 20. november på grund af ændringer i bandets turnéplan. Skulle man være forhindret den dag, kan man få refunderet sin billet, hvor den er købt, og ellers gælder den naturligvis til den nye dato.

Monsters Of Folk består af Conor Oberst og Mike Mogis fra Bright Eyes), M. Ward og Yim Yames fra My Morning Jacket, og sammen debuterede de i slutningen af september med et album med femten sange skrevet og indspillet i fællesskab. Om albummet skrev GAFFAs anmelder blandt andet:

"Produktionsmæssigt er albummet en drøm og overordnet set en fornøjelse hele vejen igennem, også selvom det ikke helt lever op til de skyhøje forventninger, de medvirkende naturligt har indgydt".


Nu bliver der så mulighed for at høre materialet live, når bandet lidt senere end planlagt kommer forbi København. Monsters Of Folk kan ses 20. november i Store Vega, og der er fortsat ledige billetter, der kan købes via GAFFA Live.

ANNONCE