Nyhed

Artificial Brothers blev P4's Rockfund

Thisted-gruppen vandt DR-kanalens nye musikkonkurrence Rocktoget

Lørdag aften blev finalen i DR P4's musikkonkurrence Rocktoget afholdt i Koncerthuset i DR Byen. Vinderne blev Thisted-gruppen Artificial Brothers, der efter eget udsagn spiller "moderne melodisk rock" og nu kan kalde sig P4's Rockfund 2009.

I alt ni bands - ét fra hver af DR P4's regioner - deltog i finalen, hver med én sang, og Artificial Brothers medvirkede fra P4 Midt & Vest med sangen, der også hed "Artificial Brothers". Gruppen vinder nu fem dages studietid i Saybias studie sammen med Saybias forsanger Søren Huss og yderligere to dage i DR's studier i DR Byen. Desuden bliver de i den kommende tid spillet en hel del på P4.


Foruden de ni finalister gav Tim Christensen også koncert i Koncerthuset ved finalen i Rocktoget. Konferenciers var Louise Wolff-Sørensen, kendt fra DR1's Aftenshowet, og P4's Anders Bisgaard.

Umiddelbart efter sejren var Artifcial Brothers nærmest mundlamme, men herefter sagde de, fulde af selvtillid: "Vi har masser af numre i baghånden til Saybia. Og vi har et nyt hit klar til oktober. Men nu skal vi først ud at fejre det."

Rocktoget er, med P4's egne ord "P4s nye musikkonkurrence, og resultatet af et meget tæt samarbejde mellem de ni regionalradioer, der tilsammen udgør P4. Konkurrencen starter lokalt, hvor amatørrockbands fra alle regionerne skal dyste på musik. Tre bands udvælges, og får i en uge masser af airplay i deres egen region. Derefter udvælges 9 finalister, som først får optaget en koncert af DRs legendariske Rockbus på et lokalt spillested, der transmitteres live i den pågældende region. Derefter deltager de regionale finalister ved et stort anlagt finaleshow DRs Koncerthus, hvor vinderbandet får titlen P4s Rockfund, studietid og landsdækkende airplay på P4. Rocktoget er et initiativ, der understøtter P4s målsætning om at styrke vækstlaget i dansk musik."


Artificial Brothers på MySpace

 

ANNONCE