Nyhed

Randy Newman til Det Kgl. Teater

Den legendariske sanger og sangskriver kommer til landet efter at have aflyst koncert i 2008

Der var mange, der satte et stort kryds i kalenderen, da den amerikanske sanger og sangskriver annoncerede en sjælden dansk koncert i Det Kgl. Teater i november 2008. Desværre måtte Randy Newman udskyde hele sin Europaturné grundet rygproblemer, men nu kommer han så, Randy Newman, som sidst besøgte Danmark så langt tilbage som i 1978. Nærmere betegnet 2. maj 2010, på Det Kgl. Teaters Gamle Scene.

Den snart 66-årige Randy Newman har været nomineret til en Oscar for bedste sang ikke mindre end sytten gange, og hev endelig trofæet hjem i 2002 for "If I Didn't Have You" fra filmen "Monsters, Inc".

Den står nu på en hylde mellem Grammy- og Emmy-statuetter og mange andre priser, der understreger, at Randy Newman siden 60'erne har været en særdeles respekteret sangskriver både til andre kunstnere samt til sine egne udgivelser.


Udover sine mange bidrag til populære film er Newman nok bedst kendt for den satiriske sang "Short People", hvis humor gik henover hovedet på en del lyttere, da den kom ud i 1977, og så "Mama Told Me (Not To Come)", der har været et hit for en lang række kunstnere. Og ikke mindst "You Can Leave Your Hat On", som han selv indspillede i 1972, men som bedst kendes i Joe Cockers version fra 1986, der også medvirkede i filmen "9 1/2 uge" fra samme år.

Senest har Newman udsendt albummet "Harps And Angels" i 2008, et album, der i en femstjernet anmeldelse her på GAFFA.dk blev kaldt "hamrende vedkommende og vital", og fik følgende ord med på vejen:

"Vittigt, fanden-i-voldsk, vedkommende. Stor historiefortæller i stort comeback".


Billetsalget begynder 16. november klokken 10 via GAFFA Live.

 

ANNONCE