Nyhed

John Scofield til Horsens Ny Teater

Den amerikanske stjerneguitarist er det fjerde store jazznavn, der spiller i Horsens på et år

Horsens Ny Teater arbejder hårdt for at sætte sig i fokus, og det er lykkedes dem at sikre sig endnu et stort profileret jazznavn til deres scene. John Scofield er det seneste navn i rækken af store jazzstjerner, der har sagt ja tak til at gæste teatret, hvor også Michel Camilo, Scott Hamilton og Brad Mehldau er sat på plakaten. Scofield skal spille til april næste år, og med sig bringer han sit nye band, bestående af pianisten Michael Eckroth, bassisten Ben Street og trommeslageren Bill Stewart.

John Scofield har et imponerende bagkatalog, der inkluderer mere end 30 udgivelser, og samarbejder med musikere som Miles Davis, John Mayer, Chet Baker og såmænd også Brad Mehldau, der ligeledes gæster Horsens Ny Teater til næste år. Scofield startede sin musikalske løbebane på Berklee College Of Music i Boston, USA, og han koncentrerede sig primært om jazz i 1970'erne, 80'erne og 90'erne, hvorefter han begyndte at eksperimentere med nye genrer, blandt andre blues, funk, soul og drum'n'bass. Nu vender han tilbage til sine rødder i jazz, og spiller altså sin eneste koncert i Danmark i 2010, når han gæster Horsens.

Scofield var i Danmark for en uges tid siden, på Posten i Odense, dog ikke for at spille en konventionel koncert, men for at spille gospel, da han i foråret udgav en gospelplade kaldet "Piety Street". GAFFAs anmelder gav koncerten fire stjerner, og havde pæne ord at sige om ensemblet. Han skrev:


"John Scofield er kaldt ting som den største jazzguitarist på jazzscenen i dag. Og andre pæne ting. Men kendetegnende er i hvert fald, at han ikke har set jazz som en begrænsning, men nærmere som en stil at udforske andre genrer med. Senest altså gospel. Og de mange genrer var til stede. Der var blues, funk, rock og soul i lyden hele vejen, og eksperimenterne på guitaren sprang genrekonventioner gang på gang. Som når Scofield legede med guitarpedalerne og lavede et utroligt fyldigt og psykedelisk funkunivers i en blueset gospelsang med rockattitude."

Koncerten med John Scofield og band finder sted onsdag den 28. april klokken 20.00, Horsens Ny Teater. Billetter kan findes via GAFFA Live. Billetsalget er i gang.

ANNONCE