Nyhed

Jack White producerer Wanda Jackson

White Stripes-manden tager endnu en countrylegende under sine vinger

Da Jack White i 2004 producerede albummet "Van Lear Rose" for countrystjernen Loretta Lynn, blev resultatet en stor succes i de to sangskriveres hjemland, og de kunne efterfølgende indkassere to Grammy-statuetter. Nu skal White forsøge at gentage successen i samarbejde med Wanda Jackson, der har bedt den produktive musiker om at producere hendes næste album.

Den 72-årige Wanda Jackson startede sin karriere i 50'erne og debuterede i 1954 med singlen "You Can't Have My Love", og i de efterfølgende år turnerede hun blandt andet sammen med Elvis, hvilket beskrives i Johnny Cash-filmen "Walk The Line". Det var hendes evne til at blandt country med rock'n'roll, der bragte hende stor succes i 50'erne, og hun har efterfølgende fået tilnavnet The Queen Of Rockabilly.

Siden midten af 60'erne har Wanda Jackson dog primært indspillet country-plader, og tidligere i år blev hun indlemmet i The Rock And Roll Hall Of Fame. Seks år efter hendes seneste udgivelse "Heart Trouble", hvor hun fik hjælp af The Cramps og Elvis Costello, har hun nu allieret sig med Jack White, som hun håber kan skubbe hende i en ny retning.


Det er avisen The Oklahoman, der har talt med Wanda Jackson, og i et interview fortæller hun, at hun fredag 14. november tog til Nashville for at mødes med Jack White, som hun beskriver som en af verdens største stjerner lige nu. Hun fortæller desuden, at man ikke skal forvente en gentagelse af "Van Lear Rose".

"De lavede et super album, men han fik hende jo ikke til at gøre noget nyt. Hun sang bare sine små Loretta Lynn-sange. Men han fortalte mig, at han vil skubbe mig en del, så nu må vi se".

Det forventes, at Jack White og Wanda Jackson skal arbejde på albummet de næste måneder, mens The Dead Weather holder en turnépause.


ANNONCE