Duoen er tilbage med deres andet album i april
Snake And Jet's Amazing Bullit Band er på vej med deres andet album. Mandag 20. april udsender den københavnske garagerock-duo alias Thor Rasmussen og Thomas Frederiksen på henholdsvis sang/guitar/keyboard og trommer/elektronik albummet "Peace Boat".
Albummet er opfølgeren til debuten "X-Ray Spirit" fra 2007, og ifølge gruppens pladeselskab Crunchy Frog viser det duoen fra en mere mørk og psykedelisk side, dog stadig præget af gruppens gode humør - og høje energiniveau, kunne man tilføje.
"Peace Boat" gør sig i øvrigt bemærket med et originalt artwork, idet coveret er formet som et brætspil, der inviterer lytteren til selv at lege med i duoens fantasifulde univers.
Snake & Jet er netop vendt hjem fra en række koncerter i New York og ved branchefestivalen South by Southwest i Austin, Texas, hvor de blandt andet deltog i den såkaldte Danish Dynamite Day Party sammen med en lang række danske bands som eksempelvis PowerSolo, Efterklang og Choir of Young Believers.
GAFFAs anmelder Erik Barkman var i sin tid forholdsvis begejstret for "X-Ray Spirit", som han tildelte fire ud af seks stjerner og blandt andet skrev følgende om:
"Med en broget buket på i alt 14 helt eller delvist instrumentale numre leder The Amazing Bullit Band an på en rundtur i et spraglet og uforudsigeligt univers. Her lever lumre 70'er-orgler side om side med garagerocket guitar, blueset mundharpe, højlydte vrøvleparoler og kitschede computerlyde. Det klinger ofte hvinende syntetisk, men er helt tydeligt håndspillet med liv, sjæl og nerve."
Snake & Jet's Amazing Bullit Band er på turné i april, hvor de har lovet at lufte nogle af de nye sange. Duoen, der også live kun er to personer, kan opleves følgende steder:
17. april: Gimle, Roskilde (natkoncert)
20. april: Studenterhuset, Aalborg (support for bob hund)
21. april: VoxHall, Århus (support for bob hund)
22. april: Store Vega, København (support for bob hund)