Nyhed

DMA Jazz 2009-priserne er uddelt

Sinne Eeg modtager årets P2 Jazz-pris

Lørdag aften blev de årlige Danish Music Awards Jazz-priser uddelt i DR Koncerthuset under ledelse af værterne Katrine Ring og Celine Haastrup. Prisshowet var arrangeret af Jazz Danmark, DR P2 og pladeselskabernes brancheorganisation IFPI. Ud over de "almindelige" DMA Jazz-priser blev også den særlige P2 Jazz-pris uddelt, og den gik i år til sangerinden Sinne Eeg. Prisen består af en statuette, en musikproduktion i DR-regi og ikke mindst æren.

Prisen blev overrakt af DR's generaldirektør Kenneth Plummer. I juryens begrundelse hedder det blandt andet, citeret fra dr.dk:


"Sinne Eeg har talrige gange vist sig som den karismatiske jazzdiva, der - med store og små ensembler - ubesværet og personligt - har formidlet såvel den amerikanske som den danske sangskat. Men hun har også - især med "Waiting For Dawn" (debutalbummet fra 2007, red.) - vist nogle kreative og originale sider af sit musikalske talent. Blandt andet på det kompositoriske område, og det er de sider, som P2-priskomiteen særligt har lagt vægt på."

Juryen bag P2 Jazz-prisen er programmedarbejder Jens Jørn Gjedsted fra P2, DR Big Bandets kunstneriske konsulent Chris Minh Doky, Berlingske Tidendes jazzanmelder Kjeld Frandsen og rektor for Det Rytmiske Musikkonservatorium, Henrik Sveidahl.

De øvrige priser blev uddelt som følger:


Årets danske jazzudgivelse: "A Time For Love" - Kenny Werner og Jens Søndergaard
Årets nye danske jazznavn: "A la Cour" - Mads la Cour (medlem af DR Big Bandet)
Årets danske vokaljazzudgivelse: "Sidsel Storm" - Sidsel Storm
Årets danske crossover jazz-udgivelse: "Grammofunch" med Grammofunch
Komponistprisen: Jonas Westergaard
IFPI's Ærespris: Hugo Rasmussen
Jazz Specials pris til "Årets Danske Jazzplade 2008": "In The Still of The Night" - Jan Harbeck

Prisfesten blev sendt direkte på P2 og kan i dag, pinsedag den 31. maj, genhøres på DAB- og netkanalen DR Jazz fra klokken 15.00-18.00.

Læs GAFFA anmeldelse af showet her.


 

ANNONCE