Kevin Drew og Brendan Canning er i studiet i Chicago, men vil ikke afsløre, hvilke musikere der medvirker på gruppens fjerde album
Det canadiske musikkollektiv Broken Social Scene er efter ni måneders forberedelse netop gået i studiet med produceren John McEntire, hvilket betyder, at det for første gang ikke er David Newfeld, der sidder bag knapperne. Her skal Kevin Drew og Brendan Canning i samarbejde med McEntire indspille gruppens fjerde album.
I et indlæg på gruppens officielle webside skriver Kevin Drew, at de lige nu befinder sig i Chicago, hvor de sammen med Tortoise og The Sea And Cake-produceren John McEntire er i gang med at indspille. Men det er faktisk også det eneste fornuftige, han får sagt om det kommende album i et meget langt indlæg, der handler mere om en kommende koncert i Toronto, og en kommende bog om bandet.
"Jeg kan ikke fortælle jer, hvordan pladen kommer til at lyde, hvem fra de andre fantastiske bands der vil være involveret, men jeg kan fortælle, at det føles utroligt at være i Chicago og indspille".
Dermed er det altså fortsat hemmeligt, om navne som Leslie Feist, Torquil Campbell og Emily Haines vil dukke op på den kommende udgivelse, der heller ikke har fået en udgivelsesdato endnu.