Den engelske gruppe giver koncert i Lille Vega til maj
Engelske Art Brut har netop færdiggjort indspilningerne til deres tredje album, der vil blive udsendt til april med den fænomenale titel "Art Brut vs Satan" ("Det tog mindre end to uger. Jeg ved ikke, hvad Axl Roses problem er. Han må være meget doven", udtaler Art Brut-sangeren Eddie Argos). Det fejres naturligvis med en turné, der bringer dem forbi Danmark til maj.
Det kommende album er blevet indspillet sammen med Pixies-frontmanden Frank Black, og det kommer til at indeholde sange med spøjse titler som "Alcoholics Unanimous", "Moved To LA" og "DC Comics And Chocolate Milkshake".
Så mon ikke disse sange samt materialet fra de to foregående skiver dukker op, når Art Brut gæster Danmark senere i år. Det kommer til at ske 12. maj, hvor man vil kunne finde bandet i Lille Vega. Billetsalget er netop startet via Billetlugen.dk.