Nyhed

GAFFA har været på Vinter Festival

På Fyn holder man for 21. år i træk vinterdepressionen i ave med en stor festival

Man tager en stor grim skole og sender de 700 elever på vinterferie, og så forvandler man skolen til en festival med Irish Pub i håndarbejdslokalet og så fremdeles. Sådan har de holdt vinterdepressionen i ave nu i 21 år i den lille by Strib ved Middelfart på Fyn. Festivalen gæstes hvert år af omkring et par tusinde mennesker, der kommer i mobilhomes eller har en sovepose med og sover i skolens klasseværelser eller på den nu nedlagte højskole i nærheden.

Festivalen har fem scener, den mindste som sagt i håndarbejdslokalet, mens de større koncerter holdes i de to store sportshaller, der ligger i umiddelbar forlængelse af skolen. I skolens aula har man en lille caféscene, og det var også der, festivalen blev skudt i gang i fredags med besøg af kulturministeren.

40-50 navne har spillet  når Strib Vinter Festival 2009 slutter i aften. På de store scener spillede bl.a. Hush, Allan Olsen, Niels Hausgaard, Stine Michel med blandt andre guitaristen Perry Stenbäck (billedet), Rikke Bruhn, Laura Mo og Ester Brohus, mens navne som Butzback og CS Nielsen leverede fine koncerter på den lille caféscene.

Læs GAFFAs reportage fra Strib Vinter Festival her.

ANNONCE