Nyhed

TLC gendannes til Timberlake-show

Rozonda "Chilli" Thomas og Tionne "T-Boz" Watkins giver til oktober deres første amerikanske koncert i seks år

Den amerikanske pigegruppe TLC spillede de sidste koncerter som trio i 2000 på deres FanMail-turné, og efter Lisa "Left Eye" Lopes' død i 2002 har de to tilbageværende medlemmer, Rozonda "Chilli" Thomas og Tionne "T-Boz" Watkins, kun optrådt sammen i hjemlandet en enkelt gang. Men til oktober genforenes TLC til koncerten "Justin Timberlake And Friends".

Da Chilli og T-Boz i 2003 optrådte til en koncert i New York arrangereret af radiostationen Z100, var det for at mindes Left Eye, og ved den lejlighed udtalte de to tilbageværende medlemmer, at dette var første og sidste gang, de ville optræde uden deres afdøde kollega.

Men efter seks år gav TLC en række koncerter i Japan i marts måned, og 17. oktober vil man i Las Vegas vil kunne opleve TLC levere hits som "Creep", "Unpretty", "Waterfalls" og ""No Scrubs" til en koncert til fordel for Shriners-børnehospitalerne, hvor også Alicia Keys, Taylor Swift, Ciara og naturligvis Justin Timberlake er på plakaten.


TLC stod i 2004 bag reality-showet "R U The Girl", hvor de ledte efter et nyt medlem til TLC. Vinderen blev Tiffany "O'so Krispie" Baker, der efterfølgende dukkede op på singlen "I Bet", der også fandt vej til det efterfølgende opsamlingsalbum. Baker var dog ikke involveret i de japanske koncerter og forventes heller ikke at dukke op til den kommende TLC-koncert i Las Vegas.

Det forventes, at både Chilli og T-Boz vil debutere som solokunstnere senere i år, og det vides derfor ikke, om dette er startskuddet for flere TLC-koncerter, eller om gendannelsen blot er en engangsaffære.

ANNONCE