Den hollandske sangerinde er også koncertaktuel som opvarmning for Enrique Iglesias
Det skabte overskrifter, da Justin Timberlake i 2007 skrev kontrakt med den dengang kun 18-årige hollandske sangerinde Esmée Denters, hvilket gjorde hende til den første artist med kontrakt hos Timberlakes Tennman Records.
Timberlake var blevet opmærksom på Denters via en række YouTube-klip, hvor hun optrådte med coverversioner af sange af Alicia Keys og Natasha Bedingfield. Efter at han havde skrevet kontrakt med hende, fik hun mulighed for at varme op for ham til en stribe europæiske koncerter, og siden da har fokus været på at få skrevet materiale til et debutalbum.
Denters første solosingle er titelnummeret "Outta Here", der netop er udkommet og på den måde fungerer som en forsmag på albummet, der udsendes 25. maj. Her vil man kunne høre materiale skrevet af Denters i samarbejde med navne som Stargate, Mike Elizondo og Polow Da Don, og det hele er produceret af Justin Timberlake selv.
Der er dog allerede mulighed for at høre Esmée Denters live lørdag 2. maj, når hun varmer op for Enrique Iglesias i Forum Horsens.