Den københavnske gadefestival indtager hele hovedstaden i juni
Sidste år bød festivalen Distortion på musikalske og kunstneriske events over hele København, og festivalen blev rost af blandt andet Politikens Ibyen, der gav arrangementet prisen som ”Årets Fest”. Nu er festivalen tilbage og byder på nye gade-fester og block-parties i byrummet fra den 3. til den 7. juni.
Årets Distortion arrangement byder på hele 66 events i løbet af de fem dage, som kan byde på alt fra store block-parties til mindre fester og receptioner i busser, barer og på stranden. I løbet af festivalen kan man også opleve internationale elektroniske dj's som Carl Craig, Superpitcher og Michael Mayer.
Derudover byder festivalen på livenavne som Wildbirds & Peacedrums (billedet), Glass Candy og den roste klubrock-trio WhoMadeWho, der alle sætter liv i de københavnske gader i løbet af ugen. Festivalen kulminerer til ”Final Party”, der afholdes om lørdagen den 6. juni, og som også er et stort udendørs block-party.
Billetsalget til den roste gade-festival, der finder sted over hele byen, starter i morgen og kan erhverves på billetlugen.dk.