Nyhed

Danske Small skriver amerikansk kontrakt

Small udgiver P3-hittet ”Sunshine Lover” til sommer og arbejder på en USA-turne

Det danske elektropopband Small har skrevet kontrakt med det amerikansk/canadiske selskab Last Gang Records i USA og Canada, som tæller prominente navne som Tiga, MSTRKRFT og Crystal Castles, og bandets første udgivelse på selskabet er nummeret "Sunshine Lover".

Singlen har allerde været et hit herhjemme og har blandt andet fået en del spilletid på blandt andet P3. Ifølge en pressemeddelelse er det meningen, at singlen derefter skal følges op af et album og en turne i det amerikanske, hvis alt går vel.

Small har i forvejen haft en god portion succes i Danmark, hvor de sidste år udgav deres debutplade, der af GAFFAs anmelder blev belønnet med fire stjerner og fik følgende ord med på vejen:

"Numrene fremføres med næsten tonløse, luftige vokaler over en bund af synths, trommer og meget simpelt guitarspil med masser af forvrængerpedal. Lyder det kedeligt? Det er det skam ikke, for Small kommer langt med lidt - måske fordi de simple melodier er fængende, måske fordi teksterne er ganske interessante."
 
Gruppen har desuden turneret herhjemme med Diefenbach, og de skal varme op for Digitalism på Rust 16. maj. Derefter skal det blive spændende at se, hvor langt den danske trio kan komme med deres amerikanske eventyr, og hvad den store internationale interesse kan føre til for det elektroniske popband.


ANNONCE