Nyhed

Wig Wam-sagen afsluttes

Konkursboet afsluttes efter planen ved skifteretten 5. december – kreditorerne får 35 procent af deres tilgodehavender

Mere end seks år efter den kuldsejlede Wig Wam Tour lakker den eftersfølgende konkurssag omsider mod enden. Skifteretten har gjort boet op og har indkaldt til afsluttende skiftesamling til stadfæstelse af regnskabet. Skiftesamlingen finder sted i Sø- og Handelsrettens Skifteret i København 5. december.

I skifteretten bliver der fremlagt udkast til regnskab, der, såfremt det stadfæstes, vil medføre en dividende på 34,93 procent. Kreditorerne får altså 34,93 af deres tilgodehavender tilbage, hvilket ifølge sagkyndige er et ganske pænt resultat.

Hvis regnskabet bliver godkendt, kan kreditorerne få udbetalt deres tilgodehavender 6. januar 2009.


Wig Wam Tour var en stort anlagte koncertturné i sommeren 2002 til landets fire største byer med en række store danske og svenske pop- og rocknavne, blandt andre Kent, Bo Kaspers Orkester, Sort Sol, Erann DD, D-A-D og Thomas Helmig. D-A-D (billedet) og Thomas Helmig var samtidig idemæssige bagmænd sammen med koncertarrangøren Rock On. Imiderlertid svigtede billetsalget til turnéen totalt, og turnén måtte aflyses allerede efter den første koncert. I forbindelse med aflysningen måtte Rock On erklæres konkurs, og selskabets mange kunstnere, der havde optjent penge for sommerens turnéer, men endnu ikke fået dem udbetalt, mistede således deres tilgodehavender – uanset om de i øvrigt havde noget at gøre med Wig Wam Tour. Heriblandt kan nævnes navne som Gnags, Marie Frank og Love Shop, der alle havde flere hundrede tusinde kroner til gode.

I forbindelse med Wig Wams kollaps og Rock Ons konkurs opstod der store diskussioner i den danske musikbranche, og mange mente, at D-A-D og Thomas Helmig som medophavsmænd til turnéen måtte tage en del af det økonomiske ansvar – ikke mindst efter udtalelser fra de to parter til GAFFA om, "at hvis det flopper, ryger der nogle huse og nogle biler." Imidlertid påtog Rock On og dets leder Niels Lindgreens sig det fulde økonomiske ansvar for miseren.

ANNONCE