Den blinde sang- og klaverlegende, "Brother Ray", blev i går indhentet af døden, 73 år gammel.
En vaskeægte kulturinstitution – som favnede såvel soul, jazz, blues, pop og gospel – sluttede i går med Ray Charles død. Efter længere tids kamp for Charles mod en ondartet leversygdom, kom manden med leen til Beverly Hills, Californien i går og tog Brother Ray med til de evige jagtmarker.
På trods af længere tids alvorlig sygdom – bl.a. med svigtende stemme som følgevirkning – aflyste Charles først nylig (og nødtvungent) en planlagt comeback-koncert i New York.
Ray Charles var legemiggørelsen af den amerikanske drøm på godt og ondt. Den fattige sorte dreng fra Florida, der allerede blev blind som syv-årig, men som med sin fantastiske stemme, levende klaverspil, umiskendelige rytmiske "feeling" og sprudlende personlighed bjergtog ikke kun USA, men hele den globale musikelskende verden, hvor han blev et levende symbol på vitaliteten i sort soul.
Ray Charles var aktiv performer i fem årtier, men livet var ikke altid en dans på roser. I de unge år døjede han blandt andet længe med et markant heroinmisbrug.
Musikalsk huskes han ikke mindst fra klassikere som "Unchain My Heart", "Georgia On My Mind", "Hallelujah I Love Her So," "What'd I Say", "Hit The Road Jack" og den uimodståelige duet med Betty Carter i "Baby, It's Cold Outside".
