Nyhed

Steve Winwood og Eric Clapton samarbejder igen

40 år efter Blind Faith mødes de to stjerner igen på Winwoods kommende plade

Næsten 40 år efter eventyret i supergruppen Blind Faith mødes Eric Clapton og Steve Winwood igen, både på scenen og på Winwoods nye album ”Nine Lives”.

Steve Winwood blev i 1964, 15 år gammel, medlem af Spencer Davis Group, der havde flere store hits i midt-1960'erne, hvor den unge sanger fik stor opmærksomhed.

Eric Clapton havde fået øjnene op for Winwood, og selv om han ikke fik lov til at få Winwood med i Cream for Jack Bruce og Ginger Baker, bød chancen sig for et samarbejde til, da Blind Faith blev dannet i 1969.

Ved siden af guitaristen Eric Clapton, bassisten Rick Grech og trommeslageren Ginger Baker fandt Steve Winwood sin plads som sanger og tangentspiller i Blind Faith, der dog kun fik kun en kort levetid.

Samarbejdet mellem "den store, sorte stemme" Steve Winwood og guitarguden Eric Clapton, som mange havde set frem til, var således allerede forbi, før det for alvor kom i gang.
Men nu, små 40 år og mange musikalske oplevelser senere, finder de to musikere sammen igen omkring tre store koncerter på Madison Square Garden i New York den 25., 26. og 28. februar 2008.

Koncerterne kan ses som en optakt til Steve Winwoods nye album Nine Lives, hvor Eric Clapton er en af musikerne. Han lægger sin karakteristiske guitar på albummets singleforløber "Dirty City".

Nine Lives er Steve Winwoods første album i fem år, og hans niende album i eget navn. Inden da udgav han en stribe succesrige plader som medlem af Spencer Davis Group og i spidsen for gruppen Traffic.

”Nine Lives” udkommer den 20. maj.


ANNONCE