Nyhed

Rap mod racisme på Krystalnatten

SFU arrangerer musikarrangement mod racisme

Fredag den 9. november (i morgen) står Krystalnatten for døren – nazisternes overgreb på de tyske jøder i 1938, der hvert år markeres landet over, hvor der sættes fokus på fortsat eksisterende racismeproblemer og vigtigheden af at gøre noget ved dem.

I forbindelse med dette års Krystalnat forestår SF Ungdom arrangementet ”Unge Mod Racisme”, der vil blive afviklet i Støberiet på Blågårds Plads i København. SF-politikeren Kamal Qureshi holder tale, og så er der ellers dømt kompetent rapmusik.

Således tropper rapperne Zaki (billedet) og Tempo Bang op. Førstnævnte er kendt for sin specielle blanding af hip hop og arabiske musikstykker i et samlet hele, der også antager en vis reggae-karakter. Tempo Bang er kendt fra rapduoen Kartellet, der meget aktuelt for dagen er kendt for sit intense politiske engagement.


Arrangementet, der allerede begynder klokken 14:30 i morgen (fredag), er gratis, og det samme er maden, der kreeres af en lokal madgruppe.

ANNONCE