Rapkollektivet peger på dårlig kommunikation som årsagen
Old-school-rapperne fra Los Angeles, semi-legendariske Jurassic 5, har siden midten af 90'erne rejst kloden tynd med deres tonstunge hiphop. Men ser det desværre ud til at være slut.
Kvintetten har besluttet at gå hver til sit, og selv om der er tilsyneladende ikke findes nogen entydig forklaring på bruddet, peger MC Soup fra gruppen på dårlig kommunikation som væsentligste årsag:
"Nogle mener måske, at det er en kreativ ting, men det køber jeg ikke. Nogle siger, det er business, andre merchandising, men uanset hvad, så er det noget virkelig dumt og meget barnligt, det, der sker."
"Selv om vi gør, hvad vi kan, bliver vi aldrig de bedste til at kommunikere. Jeg troede, vi ville være bedre til at håndtere det, men det er vi ikke. Vi er kun mennesker."
De fem medlemmer, der så sent som i oktober sidste år besøgte København, vil i fremtiden fokusere på diverse soloprojekter.