Amager Bio byder på storslået amerikansk hiphop-aften i påsken
Midt i påsken slår Amager Bio dørene op for en maraton-koncert med en stjernerække af amerikanske rappere. Fire navne indtager scenen, med legendariske Big Daddy Kane (billedet) fra New York i front. Han bakkes op af J-Ro, Wildchild og Planet Asia.
Big Daddy Kane
Big Daddy Kane kaldes med rette et ikon i hiphopkredse. I en mere end 20 år lang karriere er han altid blevet set som en af de ypperste rappere på linie med Rakim og KRS-One. Med en kombination af hardcore og cluborienteret rap lagde han grundstenene til den stil rappere, som Jay-Z har videreført, og han var lige elsket, om han optrådte med rappere som Public Enemy og 2pac eller verdensnavne som Barry White og Quincy Jones.
J-Ro
J-Ro fra Tha Alkaholiks må være rapperen, man drømmer om, hvis man skal sætte gang i en fest. Med en positiv attitude og et arsenal af rim om sprut, damer og glade dage er han indbegrebet af den modbølge af hiphop uden gangstafacade, der opstod i Californien i 90’erne. Med Tha Alkaholiks, senere kendt som Tha Liks, lavede han klassiske album som ”21 and over”, ”Coast 2 Coast”, ”Likwidation” og ”XO Experience” før gruppen takkede af med en sidste omgang på ”Firewater” fra 2006.
Wildchild
Wildchild er en blanding af en moderne b-boy og en gal videnskabsmand. Som del af gruppen Lootpack med superproduceren Madlib har han slået sit navn fast som en særdeles original rapper, der ikke er bange for at gå nye kreative veje, samtidig med han holder fanen højt for den klassiske hiphop. I Danmark er han især kendt for sit samarbejde med produceren Track72.
Planet Asia
Planet Asia har ikke ligefrem overrendt Danmark gennem årene, og det er derfor temmelig eksklusivt, når han præsenteres i Amager Bio. Planet Asia kalder selv sin stil for ”gold chain music”, og rapperen har udmærket sig med udgivelser, der bringer minder frem om hiphoppens tidlige guldalder både solo og i duoen Cali Agents med R asco.
Big Daddy Kane (US)
Planet Asia (US)
Wildchild (US)
J-Ro (US)
Onsdag den 4. april kl. 21 (dørene åbner kl. 20)
Amager Bio, København
Billetter via www.billetnet.dk eller posthuset.