Danmarks Grimmeste Festival åbner dørene 3.-4. august for danske undergrundsbands og franske Soko
Weekenden inden Danmarks Smukkeste Festival går løs i Skanderborg, kan man komme til Danmarks Grimmeste Festival på Grimhøjgård i Brabrand.
Her bydes i løbet af festivalens to dage på en lang række danske undergrundsnavne, hvoraf nogle nok vil kende bands som A Kid Hereafter, Gypsies og Lily Electric fra deres koncerter på dette års Spot Festival.
Herudover kan man også opleve lidt større navne som Jøden, PowerSolo, Utah og Murder samt den franske popsensation Soko. Sidstnævnte har netop spillet tre koncerter i Danmark, og vender desuden tilbage til oktober.
Forsalget er startet via Billetnet til Danmarks Grimmeste Festival, der finder sted i Brabrand 3.-4. august.