Amerikansk singer-songwriter afløser sygdomsramt norsk ditto
I går kunne vi fortælle, at den amerikanske singer-songwriter Jonatha Brooke havde meldt sin ankomst til årets Spot-festival for at spille på den lille ”EnnaBella from Hellas”-scene, der er opstillet foran Musikhuset centralt på festivalpladsen, men ikke indgår i det officielle program.
Nu har den norske singer-songwriter Elvira Nikolaisen så desværre meldt afbud til Spot grundet sygdom, men Jonatha Brooke har benyttet lejligheden til at agere erstatning, så hun spiller i stedet for Nikolaisen i Musikhusets Lille Sal lørdag klokken 19. Der bliver tale om en solokoncert, hvor Brooke træder alene op på scenen med sin uundværlige guitar.