Nyhed

Thomas Koppel ligger nummer et

Nyligt afdøde Koppels klassiske cd er, sensationelt for genren, gået nummer et på top 100

Som noget ganske sjældent er nyligt afdøde komponist Thomas Koppel, kendt fra samarbejdet med sin kone Annisette i The Savage Rose, gået numero uno med et klassisk album. ”Improvisationer For Klaver” er strøget direkte ind på førstepladsen på top 100 foran internationale rock- og pop-notabiliteter som Madonna, Bruce Springsteen og Pearl Jam.

Pladen udkom posthumt, det vil sige efter den store nutids-komponists død, og det var efter sigende materiale til ”Improvisationer For Klaver”, Koppel sad og arbejdede på indtil allersidst. Værket er for øvrigt blevet til på opfordring af hans mangeårige livsledsagerske, førnævnte Annisette. Hun var den, der blev ved med at nøde sin mand til at indspille ”de vidunderlige improvisationer.” som han sad og baksede med.

”Improvisationer For Klaver” er ikke den eneste overraskelse på denne uges liste, også de højt avancerede metal-guruer i Tool er sprunget højt ind på listen i den forgangne uge. De indtager andenpladsen med deres ”10.000 Days”. Om den holder sig der, er nok ganske tvivlsomt. Tool har en solid og loyal fanskare herhjemme, og når de har fået købt deres Tool-skiver, daler salget nok igen. I øvrigt et typisk fænomen på hitlister verden over.


hitlisten

ANNONCE