Nyhed

Pete Doherty på DR2

Den skandaleombruste sanger kan opleves i aften i ”Musikprogrammet”

”Musikprogrammet” på DR2 præsenterer i aften kl. 23:00 et interview med den engelske rockmusiker Pete Doherty. Interviewet er lavet i maj måned i forbindelse med Pete Doherty og Babyshambles' besøg i både Århus og København.

Pete Doherty hører pt. til blandt Englands mest kontroversielle rockstjerner. Overskrifterne om ham handler dog mest om hans heroinmisbrug og hans supermodel-ekskæreste Kate Moss. Pete Doherty giver meget sjældent interview, men ”Musikprogrammet” har mødt den celebre "narkoman", mens han var løsladt fra fængslet mod kaution.

Der bliver således mulighed for at få et indblik i historien bag skandalerne – herunder Pete Dohertys’ stormfulde makkerskab med hjertevennen Carl Barat i The Libertines, der efter blot to album gik hver til sit og henholdsvis dannede grupperne Babyshambles og Dirty Pretty Things.


I programmet medvirker – udover Pete Doherty selv – den tidligere makker Carl Barât og manager Alan McGee, der havde fornøjelsen af at holde styr på The Libertines, der af flere musikkritikere er blevet udråbt som det vigtigste rockband i England i dette årti.

GAFFA fik, som det eneste trykte danske medie, også fat i Pete Doherty. Du kan læse om Lars Löbner Jeppesens møde med den fortabte rocksøn i juliudgaven af GAFFA.


Babyshambles >

ANNONCE