Nyhed

Syv mere til Roskilde Festival

Billetterne er stort set udsolgt, men programmet vokser stadig

Mens de fleste danske sommerfestivaler for længst har fastlagt og offentliggjort deres dagsprogrammer, føjer Roskilde Festival stadig nye navne til et allerede glimrende line-up. Syv friske navne er kommet på banen – ingen af dem hovednavne, men flere af dem ganske interessante.

I punkafdelingen får Roskilde besøg af veteranerne Lagwagon og det syv mand høje ska-punk orkester Mad Caddies, der ud over guitar, bas og trommer byder på både basun og trompet. Også galningene i Gogol Bordello (billedet) må siges at spille en slags punk, selvom den er tilføjet liberale mængder balkan-pep og teatralsk attitude. Alle tre bands er fra USA.

Afdelingen for hybrider og andre ubestemmeligheder er også blevet udvidet. New Zealands Fat Freddys Drop blander reggae med organisk house, ligesom amerikanske Kudu har fundet plads til både jazz, soul og electronica i deres personlige pop-blender.


Endelig er afdelingen for store electronica-armbevægelser blevet udvidet med australsk-engelske Planet Pendulum, der mikser drum’n’bass, nymodes big beat og house til noget, de selv kalder ”stadion-electronica”. Programtilføjelserne rundes af med amerikanske Spank Rock, hvis genre-opskrift lyder på lige dele hiphop-beats, 80’er-synth, electronica og grime.

Roskilde Festival


ANNONCE