Nyhed

Ringe Festival-program færdigt

Den fynske festival slår dørene op for talenter og veteraner fra 29. juni til 1. juli

Over tre sommerdage vil det nystartede græsrods-arrangement Ringe Festival forsøge at udfylde lidt af det fynske tomrum efterladt af hedengangne Midtfyns Festival. Programmet byder på både en Ung Torsdag, spækket med danske talenter og profiler i den yngre ende, og en unavngiven fredag og ditto lørdag, hvor programmet rummer alt fra det yngste til det ældste.

Hos den gennemsnitlige GAFFA-læser vil torsdagen sandsynligvis løbe med mest opmærksomhed. Ballet åbnes af populære Magtens Korridorer og programmet byder desuden på spændende navne som Haven Morgan, Sidste Ambulance og Rock Hard Power Spray (billedet). Fredag bliver der plads til alle fra veteranerne Lasse & Mathilde til hitsmeden Bryan Rice, og det samme billede tegner sig for lørdag, hvor Klondyke deler plakat med Rock Nalle og de lokale tresser-helte i Black Batmen.

Festivalens målsætning er efter eget udsagn at være mindre ”strømlinet/industrialiseret” end kollegerne – og at være et hyggeforum for lokalbefolkningen. Målet er ikke at blive store, forsikrer man, ”men mere at blive en god oplevelse.”


Ringe Festival

ANNONCE