Den Grå Hal ligger scene til den nye alternative musikfestival Blomst
Blomst er der noget særprægede navn på et nyt initiativ på den alternative københavnske musikscene. Blomst er en én-dags-festival, der vil løbe af stablen den 4. marts i Den Grå Hal på Christiania, hvor en række alternative musiknavne af både dansk og udenlandsk herkomst vil blive præsenteret for det københavnske publikum (og andre intersserede).
Blomst er skabt af en række unge mennesker, der kalder sig selv Skabergruppen, og som på forskellig vis har forbindelse til hovedstadens musikmiljø. De tilstræber med dette nye initiativ at præsentere et ambitiøst og ikke-kommercielt alternativ til den bestående københavnske musik- og klubscene.
Bandlisten til festivalen er endnu ikke komplet, men blandt de offentliggjorte navne finder man blandt andet fransk/japanske Colder, amerikanske Liars (billedet), svenske The Tough Alliance og Crunchy Frogs seneste signing Wolfkin, der på Blomst spiller deres debutkoncert. Desuden optræder også Ezo + Flext, der består af bassisten Åsmond (Europussy) og Bjørn Svin.
Der vil senere blive føjet flere navne til programmet, ligesom også informationer om billetsalg og priser først senere vil blive tilgængelige. Man kan løbende følge med på Blomsts hjemmeside.