Garbage-sangerinden får celeber hjælp på kommende soloplade
Den kommende soloplade fra Shirley Manson har efterhånden været på vej i noget tid. Men det virker, som om sangerinden nu har sat en slutspurt ind, så pladen kan ligge klar til næste år.
Det har længe været offentligt, at Manson har arbejdet sammen med David Arnold (bedst kendt for sit arbejde med temasangene til James Bond-filmene), da han allerede i marts skrev på sin webside, at han havde færdiggjort en række indspilninger med Manson.
Siden da er der kommet rapporter om, at den rødhårede skotte har skrevet sange sammen med Paul Buchanan fra skotske Blue Nile, og for nylig kunne Manson skrive Jack White og Billy Corgan på listen af spændende samarbejdspartnere.
Buchanan og Manson har planlagt en tur i studiet her i december, og i et interview kunne den skotske sanger afsløre, at der også ville komme musikalsk input fra Beck.
Men det er ikke alle Mansons igangværende kollaborationer med stjernerne, der ender på hendes kommende plade.
Sangerinden har nemlig lige sagt ja til at medvirke på et John Lennon-covernummer til en kommende støtteplade til Amnesty, hvor hun skal arbejde sammen med Eric Avery fra Jane's Addiction.
Så man må sige, at Manson får hængt ud med nogle kendte (og retfærdigvis også dygtige) musikere, og det skal blive spændende at se, hvad der så kommer ud af det.