Sensationelt for genren har en af Thomas Koppels klassiske cd'er opnået guld
"Improvisationer - for klaver" blev udgivet hos Artpeople den 1. maj 2006, og nu 4 måneder senere har pladen allerede solgt 20.000 eksemplarer.
Pladen blev indspillet i januar 2006 på et Steinway- flygel i Thomas og Annisettes kolonihavehus i Sydhavnen, og ifølge Koppel selv blev den til for Annisettes skyld.
Thomas Koppel døde den 25. februar 2006 i Puerto Rico, 61 år gammel. Han sank pludselig sammen over sit klaver, og blev således revet ud af livet og afbrudt midt i skabelsen af en række nye musikalske projekter. Blandt dem var et nyt solo-album med klaverimprovisationer.
Fredag den 1. september modtager Annisette og familien en guldplade for salget.