De gamle Suede-medlemmers nye band The Tears spiller på Roskilde Festivalen d. 2. juli
Ifølge bandets hjemmeside vil The Tears med de to gamle frontfigurer, Brett Anderson og Bernard Butler, fra det hedengangne succesband Suede i spidsen troppe op på Roskilde Festival i år. Helt eksakt skulle bandet kunne opleves d. 2. juli – sandsynligvis på festivalens Orange Scene.
The Tears er som tidligere rapporteret her på GAFFA.dk undervejs med deres debutalbum, der, om alt går vel, skulle være i butikkerne d. 2. maj. Albummet har fået titlen ”Here Come The Tears”, og førstesinglen ”Refugees” vil kunne erhverves fra d. 18. april.