Nyhed

The Royal Highness underskriver aftale med EMI

Bandet har underskrevet en publishing-aftale med EMI og satser på international kontrakt

Bandet The Royal Highness blev allerede kontaktet af EMI efter deres første koncert, der blev spillet på Loppen sidste år. Syv måneder senere har de nu underskrevet en publishing-aftale med EMI Music Publishing, der gerne skulle føre til en international pladekontrakt.

Men ifølge bassist Thomas Broge-Starck haster ikke med at få udgivet debuten: – Vi vil gerne skrive og turnere en masse, inden vi udgiver vores første plade. Der har været en del interesse fra amerikanske pladeselskaber, så vi håber på at kunne udgive på et stort amerikansk selskab til næste år. Men indtil da handler det om at turnere og skrive sange, siger han til GAFFA.dk.

Trioen tager til Los Angeles i begyndelsen af næste år for at indspille med Alain Johannes og Natasha Shneider, der ud over at have udgivet plader sammen som Eleven også har skrevet, produceret og spillet sammen med folk som Chris Cornell og Queens of the Stone Age. Bandet har allerede sendt demoer frem og tilbage med Johannes og Shneider, og de to er så begejstrede for det danske band, at de regner med at fortsætte samarbejdet og dermed hjælpe med at få bandet skubbet ud på den internationale musikscene.


Men inden vi kommer helt så langt kan The Royal Highness opleves på turné rundt om i Danmark:

14. maj - Krudttønden (København)
28. maj - Stenbohus (Ribe)
3. Juni - Gimle (Roskilde)
11. juni - Spot 11 (Århus)
18. juni - Loppen (København)
8. juli - The Rock (København)


The Royal Highness

ANNONCE