Spændende harpespillende singer-songwriter på Vega i København 23. september. Billetsalget i gang på Ebillet og Billetnet.
Efter en sommer som vanligt præget af festivaler og andre udendørs arrangementer og kun få klubkoncerter, er indendørs-livesæsonen ved at komme op i omdrejninger. Og et af efterårets absolut mere interesante navne er den unge amerikanske sangerinde og sangskriver Joanna Newsom, du kan opleve på Vega i København 23. september.
Joanna Newsom gør sig bl.a. bemærket ved primært at akkompagnere sig selv på harpe – hun er klassisk uddannet harpenist – og ved sin markante, både skarpe og søde ungpigestemme og sine nøgne, hverdagshistoriefortællende sange, der ofte kun består af netop Newsoms stemme og harpespil. I foråret udsendte hun sit tredje album "The Milk-Eyed Mender", der har fået fornemme anmeldelelser internationalt, bl.a. i GAFFA.
Newsom er en af de kunstnere, der er svær at sætte i bås, men skal man absolut dét – og den slags elsker musikskribenter jo, til mange musikeres store irritation – må det være sammen med nyere folk-orienterede amerikanske sangere og sangskrivere som Bonnie "Prince" Billy/Will Oldham, Cat Power og Devendra Banhart, og sidstnævnte (der i øvrigt kan opleves på Vega 15. oktober og på VoxHall i Århus dagen før) har Newsom også tidligere turneret med.
Billetsalget (kun unummererede siddepladser) er i gang på Ebillet, Billetnet og Vega.dk