Kevin Blechdom, Ikschel Taschel, Jøden & Jonny Hefty med venner føjet til programmet 6.-8. maj i Århus
Folkene bag den århusianske festival for alternativ rock, electronica og hiphop, RECession, har føjet endnu et par navne til det ellers færdige program.
De ekstra navne bliver Kevin Blechdom, Ikschel Taschel og Jøden & Jonny Hefty med venner.
Amerikanske Kevin Blechdom (billedet) er trods navnet en kvinde, der fusionerer eskperimenterende electronica med ditto (nogle gange pivfalsk) sang, til tider støjende, andre gange naivistisk, andre igen noget helt tredje, og udkommer på de åndsbeslægtede tyskertøser Chicks On Speeds selskab Chicks On Speed Records. Kevin Blechdom gæstede i øvrigt Århus i november sidste år til Missfobi-festivalen med kvindelige electronica-kunstnere.
Ikschel Taschel er Kresten Osgood, en af Danmarks bedste jazztrommeslagere, der her har gang i et hiphop-projekt med sin fætter Søren Kjærgaard, med rap på et imaginært sprog, der kan lyde lidt som hollandsk. Live stiller Ikschel Taschel op med hele otte personer.
Jøden fra Århus er en af landets bedste rappere, ikke mindst inden for freestyle, altså improviseret rap, og han teamer op med Aalborgs Jonny Hefty (nok bedst kendt for radiohittet "Muggen Røv Til Dit Ansigt") og flere andre lokale rappere.
RECession finder sted 6.-8. maj på de århusianske spillesteder VoxHall, Train, Musikcaféen og i Musikhusets Lille Sal. Blandt de øvrige navne er Arab Strap, DAT Politics, Swell, Pole, Knifehandchop, I Am Kloot, Willard Grant Conspiracy, Blue Foundation, Lise Westzynthius og mange flere. Læs mere på http://www.recession.dk
Som medlem af Klub GAFFA kan du få rabat til RECession. Normalpris 400,- + gebyr, Klub GAFFA-pris 300,- + gebyr.