Nyhed

Pixies gendannet

Flere kilder peger på en reunion af 80'ernes største amerikanske indienavn.

Flere internetkilder rapporterer om det legendariske bands planer om at tage på turné i april, oplyser NME.

The Pixies udgjorde i 80'erne rygraden i amerikansk indie sammen med f.eks. Hüsker Dü, Sonic Youth og Dinosaur Jr. Deres lyd var særegen og unik, og sangene kunne veksle mellem lyriske surf-passager og hysteriske vredesudladninger.

Pixies opløstes officielt i 1993 efter fem album, bl.a. "Doolittle", der regnes som en af 80'ernes helt store plader. Bassist Kim Deal gjorde sig i 90'erne mest bemærket med bandet The Breeders, der startede som et fritidsprojekt i 1990. Sanger og sangskriver Frank Black, der i Pixies-dagene kaldte sig for Black Francis, indledte en solokarriere med skiftende succes, siden 1998 med backingbandet The Catholics. Hans seneste albumudspil er det roste "Show Me Your Tears".


Frank Black har tidligere udtalt, at han ikke ville have noget imod en gendannelse af Pixies, men var nervøs for, at projektet skulle falde til jorden. Nu fortæller MTV imidlertid at bandets gendannelse skulle være en realitet, med de originale medlemmer, som foruden Black og Deal er guitaristen Joey Santiago og trommeslager David Lowering. Det har også været på tale med et nyt studiealbum, der i så fald bliver det første nye Pixies-album siden "Trompe Le Monde" fra 1991.

ANNONCE