Nyhed

Otte danske bands til Texas

Crunchy Frog-grupper samt Saybia, Puddu Varano og Baby Woodrose til den velrenommerede South By Southwest-festival i Austin

Når den 16. udgave af den velrenommerede musikkonference/festival South By SouthWest bliver afholdt i Austin, Texas fra den 12. til den 16. marts, er det med i alt otte danske bands. South By SouthWest eller SxSw er kendt for at være stedet, hvor mange nye lovende bands får deres gennembrud, eller hvor allerede store navne prøver nyt materiale af.

De danske bands præsenteres ved to lejligheder. Den første er den 13. marts, hvor Junior Senior, Superheroes, Learning From Las Vegas og The Tremolo Beer Gut sammen med det svenske band The Mopeds står for en samlet showcase arrangeret af deres pladeselskab Crunchy Frog.

Dagen efter kan man i et samarbejde arrangeret af Dansk Rock Samråd (ROSA) og Music Export Norway opleve Saybia, Puddu Varano, Baby Woodrose samt norske Madrugada, Sondre Lerche og Ralph Myerz And The Jack Herren Band.


Danske The Raveonettes(billedet) spiller også på festivalen. Denne optræden er dog ikke arrangeret af ROSA, men af bandets amerikanske pladeselskab Columbia Records.

Det danske og norske samarbejde indebærer også fremstillingen af en fælles cd-kompilering, der bruges til promovering af de to landes musik. Cd'en distribueres blandt andet til 750 amerikanske branche-folk.

Årets South By SouthWest festival har ca. 1000 navne på plakaten, deriblandt Daniel Lanois, Lucinda Williams, Grant-Lee Phillips, Cat Power, The Polyphonic Spree, Josh Rouse, Supergrass, Billy Bob Thornton, The B-52's, Calexico, Mudhoney, Yo La Tengo, The Yardbirds og Kelly Osbourne.


Se mere på www.sxsw.com

GAFFA.dk har selvfølgelig en mand med på festivalen, der løbende vil rapportere derfra.

 



ANNONCE