Nyhed

Big Country-sanger bisat

Stuart Adamson kremeret i stilhed i Skotland

Forleden blev den tidligere Big Country-forsanger Stuart Adamson bisat ved et privat arrangement ved et krematorium i Dunferville, Skotland, skriver cnn.com.

Som GAFFA Online for nylig kunne berette, blev skotske Stuart Adamson den 16. december fundet hængt på et hotelværelse på Hawaii, antageligt et selvmord. Forinden havde Adamson været forsvundet i flere uger fra sit hjem i Nashville, Tennessee. Han havde i den senere tid lidt af alvorlige alkoholproblemer.


Ifølge cnn.com blev Adamsons død også markeret ved et minuts stilhed før fodboldkampen mellem Aberdeen og Dunferville forleden på sidstnævnte bys stadion.


Big Country hittede stort i 1980’erne med deres storladne blanding af rock og keltisk folkemusik og solgte over 10 millioner plader, før de gik i opløsning i år 2000. Herefter dannede Stuart Adamson bandet The Raphaels, der udsendte et enkelt album sidste år.


ANNONCE