Den danske duo stopper tiden og vugger os stille
Den danske duo Svaneborg Kardyb, bestående af pianist Nikolaj Svaneborg og Trommeslager Jonas Kardyb, har netop udgivet singlen "Tvillinger" og en tilhørende livesession hertil. "Tvillinger" er tredje single fra det kommende album Superkilen, der udkommer den 18. oktober.
Den nyeste single er, ifølge en pressemeddelelse, skrevet til børnene af et vennepar, der pludseligt opbrudte deres leg og stille lyttede med, da Nikolaj Svaneborg satte sig ved klaveret i deres hus. Derfor er temaet for sangen også generationer, her specielt den kommende generation. "Tvillinger" centrerer sig primært om klaverspillet og er ledsaget af Jonas Kardybs improvisation på percussion.
”Alle grundspor er indspillet live, hvor vi sidder sammen overfor hinanden. Det er ofte magisk for os at
være i studiet. Vi trykker record, og så ved vi ikke rigtig, hvad der kommer til at ske. Vi har selvfølgelig
idéer og numre med, men intet er skåret i sten eller færdigarrangeret, når vi ankommer. Numrene
finder altid deres endelige plads under indspilningerne. Der er også en masse improvisation, og vi gør
os umage for at fange nye idéer og gå nye veje”, fortæller duoen i en pressemeddelelse.
Jazzduoen vandt, efter udgivelsen af deres debutalbum Knob, hele to priser til Danish Music Awards Jazz 2019, heriblandt "Årets nye artist" og "Årets komponist". Siden da har de udgivet albummet Haven i 2020 og deres seneste Over tage fra 2023. Sidstnævnte endte også på GAFFAs liste over de bedste albums i 2023, og blev krediteret med hele fem stjerner af GAFFAs anmelder, der skrev om albummet: "Der er en bevægelsesfælleshed hos Svaneborg Kardyb og på Over Tage, som er ekstraordinær. Den fælleshed skaber rene vibrationer, som du ikke har noget værn imod, og du vil blive bevæget, om du vil eller ej."
Hør den nye single og se den som livesession her:
BEDST LIGE NU: Ti nye og håndplukkede tracks - fra Annika til Pom Poko