Nyhed

Regeringen vil fjerne tilskud til blandt andet A-niveau musikundervisning

Beslutningen vækker undren hos Gymnasieskolernes Lærerforening

OPDATERET den 4. september kl. 09.30: Efter artiklens publicering har redaktionen fået svar på vores henvendelse til Børne- og Undervisningsministeriet. Det kan læses i bunden af artiklen.

Regeringen varsler en såkaldt taxameterreform for landets ungdomsuddannelser, hvor en bid af støtten skal flyttes fra landets mest velhavende ungdomsuddannelser til nogle af de mindre bemidlede i yderområderne. Det betyder, at ungdomsuddannelser med mere end 700 elever pr. årgang kommer til at modtage et lavere tilskud for de resterende elever. Ifølge regeringens aftaletekst er det fordi, de store ungdomsuddannelser "har stordriftsfordel" og generelt er "økonomisk bæredygtige". Pengene skal være med til at finansiere ungdomsuddannelser i landdistrikterne. 

Derudover ønsker regeringen at indføre "lige økonomiske rammevilkår på tværs af uddannelser". I dag får Stx- og IB-gymnasier et særligt tilskud for fag på A-niveau, da disse ofte er omkostningstunge. Det gælder eksempelvis A-fag såsom musik, fysik og kemi, hvor undervisningslokalerne er særligt indrettede med eksempelvis instrumenter, udluftning, laboratorieudstyr med mere, som har en tungere post på budgettet end de traditionelle klasselokaler. De erhvervsgymnasiale uddannelser modtager ikke samme A-niveau-tilskud, og regeringen vil nu helt fjerne tilskuddet for at sikre "lige økonomiske rammevilkår" på tværs af uddannelserne.  

Denne beslutning vækker dog undren hos Mai Møller Fogtmann, som er lektor i samfundsfag og religion samt hovedbestyrelsesmedlem i Gymnasieskolernes Lærerforening. I et indlæg på fagforeningens hjemmeside skriver hun blandt andet således: 

"Forslaget (fjernelse af A-niveau-tilskud, red.) gælder selvsagt også de stx-institutioner i udkanten, man ellers ønsker at støtte. Man giver med den ene hånd og tager med den anden. Den nuværende regering har tilmed med Jakob Engel-Schmidt ved ministerroret sat større fokus på for kulturens betydning for Danmark. Mener man virkelig, at uddannede musikere – altså sådan nogle, der kan lidt mere end at stille op i underholdningsprogrammer med covernumre – ikke skal spille en rolle i den strategi fremadrettet?", skriver hun og afslutter med: 

"I begge tilfælde gør det sig gældende, at man ønsker at fodre hunden med sin egen hale, og det er, kan man næsten regne ud, en aldeles kortsigtet strategi: Hvad skal vi leve af i fremtiden, hvis vi beder uddannelsessektoren kannibalisere på sig selv?".

Den endelige finanslovsaftal skal indgås inden året er omme. Redaktionen har rettet henvendelse til Børne- og Undervisningsministeriet for at høre, hvordan regeringen vil sikre, at A-niveau-fag såsom musik stadig kan leve op til deres faglige og lovkravmæssige niveau uden tilskuddet, som er med til at finansiere eksempelvis instrumenter og lydudstyr. Redaktionen har modtaget følgende skriftlige svar fra Børne- og Ungdomsministeriet: 

"Regeringen foreslår med taxameterjusteringerne at afskaffe A-fagstaxameteret. A-fagstaxameteret er i dag forbeholdt stx-uddannelserne, selvom tilsvarende fag eksisterer på eksempelvis de erhvervsgymnasiale uddannelser. Formålet med afskaffelsen af A-fagstaxameteret er at skabe økonomisk ligestilling mellem blandt andet stx og hhx.


Afskaffelsen af A-fagstaxameteret gælder for alle skoler uanset geografisk placering. Derfor vil det også have betydning for skoler i landdistrikterne. Skolerne i landdistrikterne vil dog i gennemsnit opleve forhøjede tilskud som følge af taxameterjusteringerne.

Ungdomsuddannelsessystemet er indrettet efter en selvejemodel. Det vil sige, at skolerne selv prioriterer, hvordan deres midler anvendes. Der er derfor ikke nødvendigvis en sammenhæng mellem, hvad skolerne modtager i A-fagstilskud, fordi de eksempelvis udbyder musik på A-niveau, og hvor mange midler skolerne faktisk bruger på undervisning i musik A. Det vil fortsat skolernes opgave at prioritere, hvordan de tildelte midler bedst anvendes, og sikre, at der opretholdes undervisningstilbud af høj kvalitet, som lever op til fagkravene."

LÆS OGSÅ: Nyt musikforløb skal styrke undervisning for børn med særlige behov


 

ANNONCE