Til efteråret drager rockikonet ud i verden, men før den officielle turné skydes i gang, åbner han dørene til eksklusive live-"øvere"
Den ikoniske Pink Floyd-guitarist David Gilmour har netop annonceret to eksklusive generalprøver før sin come-back turné til oktober. "Øve-koncerterne" finder sted i Brighton Centre i Brighton, England den 20. og 21. september 2024.
Generalprøverne markerer Gilmours første liveoptræden siden 2016 og kommer i forbindelse med udgivelsen af hans nye album Luck and Strange, der udkom den 6. september 2024, og som GAFFA kaldte "langstidsholdbar" og gav fire stjerner. Albummet er produceret i samarbejde med Charlie Andrew og Gilmours kone, Polly Samson, som er co-writer på størstedelen af albummets tekster. Albummet er desuden det første siden 2015, hvor det fem-GAFFA-stjernede album Rattle That Lock udkom.
Når den 78-årige musiker drager ud på sin efterårsturné, har han 21 koncerter i byer som Rom, London, Los Angeles og New York i vente. Rockikonet har desuden lovet at fremføre klassiske numre fra Pink Floyds omfattende katalog under turnéen - og til generalprøverne. Den fulde liste over koncertsteder kan ses her.
Billetter til David Gilmours kommende koncerter er i øjeblikket tilgængelige online.
LÆS OGSÅ: Forholdet mellem Roger Waters og David Gilmour når nyt lavpunkt