Nyhed

Knægt taler til "jer der tog togene" på ny single

Knægt er klar med den første single fra sit kommende album

Knægt, med det borgerlige navn Malte Nordtorp Pedersen, er klar med sin første soloudgivelse "Jer, der tog togene", siden det anmelderroste debutalbum Månen danser pænest fra 2023. Singlen markerer starten på et nyt projekt fra Knægt, der udgiver sit næste album i marts 2025. 

Ifølge en pressemeddelelse er “Jer, der tog togene”: "en opfordring til at blive ved med at åbne sig mod verden og lade være med at sidde fast i det første og bedste narrativ, der lige giver mening for én selv." Om den nye single fortæller Knægt selv:

“Der skal være plads til at prøve ting af og indrømme sine fejl — man ved jo ingenting om livet, før man har prøvet at leve det. Det kræver mod at acceptere, at man stort set ikke har kontrol over noget som helst, samtidig med at kontrolbehovet bare vokser."


"Jer der tog togene" er den første single fra Knægts kommende album og giver derfor en smagsprøve på, hvad vi kan forvente af kunstneren det næste år. Knægts kommende album tager, ifølge pressemeddelelsen, udgangspunkt i naturen og reflekterer over, hvordan mennesker møder deres omverden og indgår i relationer på tværs. 

Knægt overraskede i 2020, da han udgav sin første solosingle "Byens mindste mand", som et interaktivt 2D computerspil. Siden da har kunstneren udgivet ep'en Tragisk Komedie, og debutalbummet Månen danser pænest, der blev krediteret med hele fem stjerner fra GAFFAs anmelder som skrev: "det er mere end lovende 29 minutter, Malte Nordtorp giver os, og vi kunne sagtens have ønsket en spilletid på det dobbelte, hvis det her er niveauet. En debut, der både stråler kreativt og musikalsk."

Hør den nye single her:


By:Larm 2024: Her er ti talenter, du skal holde skarpt øje med

ANNONCE