Det skotske rockband konfronterer og reflekterer over menneskelig frygt på kommende album
Der har været to års stilhed fra den skotske gruppe Franz Ferdinand, der i 2022 udgav "best of"-albummet med titlen Hits To The Head, og i kølvandet på denne turnérede verden rundt og blandt andet aflagde besøg i Store Vega i København. Nu er bandet klar med helt friske hits, heriblandt den nyeste single "Audacious" fra det kommende album The Human Fear, der udkommer den 10. januar 2025.
I en pressemeddelelse fremgår det, at bandet på det kommende album ønsker at konfrontere og reflektere over emnet frygt, og hvilken effekt det har på mennesket. I samme pressemeddelelse fortæller forsanger og guitarist Alex Kapranos om albummet:
“At lave denne plade var en af de mest livsbekræftende oplevelser, jeg har haft, men den hedder The Human Fear. Frygt minder dig om, at du er i live. Jeg tror, vi alle er afhængige på en eller anden måde af den rus, det kan give os. Hvordan vi reagerer på frygt viser, hvordan vi er mennesker. Så her er en række sange, der søger efter spændingen ved at være menneske gennem frygt. Ikke at man nødvendigvis ville lægge mærke til det ved første lytning".
Singlen "Audacious" er den første single fra albummet og giver en forsmag på, hvilken lyd vi kan forvente på The Human Fear. Den nye sang er ledsaget med en musikvideo, optaget på Barrowlands i Glasgow, der har lagt scene til flere hjemkomst-koncerter for Franz Ferdinand. Om den nye single og tilhørende video fortæller Alex Kapranos i pressemeddelelsen:
“Det handler om at have en dristig reaktion, når du føler, at eksistensens stof går i opløsning omkring dig. At være modig, modstridig. At kigge ud over kanten ind i evigheden af ikke-eksistens og sige: Ja! Fuck det! Ikke i dag, tak! (...) Efter at have lyttet til "Audacious" for første gang føltes det straks som en sang, der havde brug for en fejring af en video. Jeg ønskede at bygge videre på den muntre tilgang, vi tog med "Curious" i 2022, ved at kontrastere nogle af livets mere alvorlige øjeblikke med en eksplosion af sjov, når man ser tingene gennem en 'dristig' linse".
Hør den nyeste single og se den tilhørende video her:
ANMELDELSE: Mild skuffelse efter længe venten på Franz Ferdinand