Nyhed

Julia Michaels sælger "store dele" af sit bagkatalog til Jonas Brothers' far

Kevin Jonas Sr. ejer virksomheden Jonas Group, som har købt "en stor del" af Julie Michaels bagkatalog

Jonas Group Entertainment blev grundlagt i 2005 af Kevin Jonas Sr, som er far til de tre berømte brødre, der tilsammen udgør Jonas Brothers: Nick Jonas, Joe Jonas og Kevin Jonas. Nu kommer det frem, at den amerikanske singer-songwriter Julia Michaels har solgt "store dele" af sit bagkatalog til selskabet. En del af det solgte bagkatalog skal angiveligt indeholde hittet "If the World Was Ending" fra 2019, som blev skrevet med JP Saxe. Sangen blev efterfølgende nomineret til en Grammy. 

En del af det solgte bagkatalog skulle også inkludere nogle af de sange, Julia Michaels har skrevet til andre store kunster. Blandt andet sangen "Lose You to Love Me" fra 2019, som blev indspillet af Selena Gomez og "Pretty Please" fra 2020, som blev indspillet af Dua Lipa. Det rapporterer musikbranchemediet Music Business Worldwide.

Kataloget indeholder også optagelser af Lady Gaga, Shawn Mendes, Maroon 5, Diplo, Britney Spears, Nick Jonas, Noah Kahan, Justin Bieber, Jason Derulo, Keith Urban og Kelsea Ballerini, ifølge mediet. 

Julie Michaels selv er glad for salget: 
"Musik handler om passion, og jeg er så glad for, at musikken lever sammen med Leslie (Leslie T. DiPiero, præsident i Jonas Group Publishing), Kevin og deres passionerede team, der værdsætter sangskrivere og skabere."

Kevin Jonas Sr tilføjer: "Dette katalog er virkelig specielt for Jonas Catalog Holdings og Jonas Group Publishing. Det handler ikke kun om de hits, hun har skabt; det handler om hjertet og sjælen i hvert spor.”

Sidste gang Julia Michaels besøgte Danmark var tilbage i 2019, hvor hun gav koncert i Store Vega. Jonas Brothers kommer til gengæld til Danmark i næste uge den 8. oktober, hvor de spiller koncert i Royal Arena. 

LÆS OGSÅ: Kunstnere langer ud efter algoritmerne og opsøger alternative sociale medier


ANNONCE