Cissy Houston er gået bort i en alder af 91 år
Cissy Houston, sangerinde og mor til Whitney Houston, er død i en alder af 91 år, skriver BBC News. Hun sov stille ind i sit hjem i New Jersey mandag morgen, oplyser familien. Hun var i hospicepleje for alzheimers sygdom og blev beskrevet af sin svigerdatter Pat Houston som en "stærk og tårnhøj skikkelse" i familiens liv, beretter BBC News yderligere.
Omgivet af store stjerner
Cissy Houston havde en imponerende karriere, der strakte sig over flere årtier. Hun opnåede stor anerkendelse som gospelsangerinde og vandt to Grammy Awards for sine gospelalbum. Som medlem af r&b-gruppen The Sweet Inspirations har hendes store stemme ledsaget nogle af musikhistoriens største navne, herunder Elvis Presley, hvor musikgruppen turnerede som backup-sangere med "Kongen af rock and roll".
Houston startede dog sin karriere som en del af gospelgruppen The Drinkard Singers sammen med sine søskende, og først senere blev hun frontfiguren i The Sweet Inspirations. Derudover har hun også sunget med og for for den amerikanske soul-legende Otis Redding, den britiske sanger Dusty Springfield og sanger- samt skuespillerinde og tv-vært Dionne Warwick.
Et liv i musikkens tjeneste
Født i 1933 som den yngste af otte børn begyndte Cissy Houston at synge som barn og dedikerede sit liv til musikken, beretter BBC News. I 1997 vandt hun en Grammy for sit traditionelle soul-gospelalbum Face to Face og gentog succesen året efter med albummet He Leadeth Me. Som soloartist optrådte hun gennem årene med andre store artister som Jimi Hendrix og Beyonce, ifølge BBC News, og naturligvis delte hun også scenen og kærligheden til musik med sin datter, Whitney Houston, der døde som 48 årig i 2012. Houston udgav desuden tre bøger, heriblandt erindringsbogen Remembering Whitney: A Mother’s Story of Life, Loss and The Night The Music Stopped, der hylder datterens liv og karriere.
Selv i en alder af 80 år fortsatte Cissy Houston med at optræde, senest i kor sammen med Aretha Franklin på The Late Show med David Letterman, hvor de sammen fortolkede Adeles megahit "Rolling in The Deep". Ifølge BBC News, beskriver familien Houston som en kvinde, der satte sit præg på musikken og underholdningsbranchen i mere end syv årtier: "Vi er velsignede og taknemmelige for, at Gud tillod hende at være hos os i så mange år," udtaler Pat Houston. "Må hun hvile i fred, ved siden af sin datter Whitney og barnebarnet Bobbi Kristina."
Se Cissy Houston optræde med Elvis Presleys hit "Always On My Mind" ved David Lettermans show her:
LÆS OGSÅ: Sangskriveren bag My Heart Will Go On er gået bort