Nyhed

Katy Perry støtter små spillesteder i Storbritannien på kommende turné

Katy Perry donerer 1 pund for hver solgte billet fra sin UK-turné til organisationen Music Venue Trust

Ifølge det britiske kulturmedie NME vil Katy Perry donerer penge til Music Venue Trust, som arbejder for at sikre, at mindre spillesteder, hvor hun selv startede sin karriere, kan fortsætte med at udklække næste generations talenter.

Udmeldelsen kommer i kølvandet på, at hun netop har annonceret, at hun kommer til Storbritannien på sin kommende Lifetimes-turné. Sangeren delte på sine sociale medier, at hun er “utrolig glad” for at bringe turnéen til Storbritannien og tilføjede: "Jeg kan ikke vente med at synge med på alle de sange, I elsker, og flere end dem! Det bliver en kæmpe dansefest, og alle er inviteret!"

Katy Perrys forhold til den britiske musikscene trækker tråde tilbage til 2008, hvor hun blandt andet gæstede de små spillesteder i London. Om sin beslutning om at støtte Music Venue Trust siger popstjernen: ”Jeg er stolt af at donere et pund fra hver billet på den britiske del af The Lifetimes Tour til Music Venue Trust, så spillesteder som Water Rats og Scala, hvor jeg spillede mine første shows i Storbritannien, kan fortsætte med at give den næste generation af musikalske talenter en platform.”

Music Venue Trust blev oprettet i januar 2014 med et formål om at sikre den langsigtede fremtid for ikoniske små spillesteder. Der er tale om spillesteder der, ifølge organisationen, har haft en stor betydning for britisk musik de sidste 40 år ved at opdyrke lokale talenter og give kunstnere en platform til at udvikle deres musik samt forbedre deres optrædener.

"Vi vil gerne sige en stor tak til Katy og hendes team for at træde til og støtte de små musikspillesteder, kunstnere og promotorer", siger Mark Davyd, CEO for Music Venue Trust. Han tilføjer:


"Bidraget fra disse shows vil holde spillesteder åbne, få nye og kommende kunstnere ud på turné, og gøre det muligt for promotorer at bringe den bedste nye musik til vores lokalsamfund."

Katy Perrys bidrag til velgørenheden følger eksempler som Coldplay, der har meldt ud, at de donerer 10 procent af deres samlede indtægter på deres kommende turné til Music Venue Trust.

Music Venue Trust har i deres forsøg på at hjælpe spillestederne opfordret til at indføre en billetafgift på alle koncerter i arena-størrelser, hvor pengene skal gå til de mindre spillesteder, ligesom Premier League gør i fodboldens verden. Opfordringen kommer efter en rapport, der blev offentliggjort tidligere på året, og som kortlagde græsrodsscenerne i Storbritannien i 2023. Rapporten afslørede "en katastrofe" for livemusikken i Storbritannien, hvor omkring to spillesteder lukker hver uge, skriver NME.


Til sammenligning har man i Danmark forsøgt at bevare de små spillesteder via finanslovsforslaget, hvori man vil styrke kulturen med cirka 600 millioner kroner fra 2025 til 2028. Her vil regeringen blandt andet sikre, at netværks- og genrespillestedsordningen fortsætter. Denne ordning har stor betydning for en lang række spillesteder i hele landet. Tidligere har fire danske genreorganisationer beskrevet vigtigheden af netværks- og genrespillestedsordningen i en kommentar i GAFFA.

Katy Perrys seneste album, 143, blev beskrevet af GAFFA som et album, der både skuffer og ikke lever op til hendes formåen, og kvitterede desuden med én sølle stjerne.

LÆS OGSÅ: Sådan har vi anmeldt Katy Perrys album gennem årene




ANNONCE