Nyhed

Sidste år varmede hun op for Taylor Swift. Nu kommer norsk popfænomen til Danmark

Girl in Red besøger landet i kølvandet på sit kommende album som udkommer til april

Først kom gennembrudsalbummet If I Could Make It Go Quiet i 2021. Året efter fulgte koncerter på Coachella og Lollapalooza, Øya, Glastonbury - og en udsolgt headliner-koncert på Pier 17 i New York City.

Og i foråret '23 var Girl in Red forbi Falconer Salen i København, inden turen gik til USA for at varme op for Taylor Swift ved en håndfuld shows på den stort anlagte Eras-turné.

Således ridende på en bølge af international anerkendelse har den 25-årige nordmand Marie Ulven Ringheim -som hun egentlig hedder - nu meddelt, at hun vender tilbage til Danmark. Det bliver Tap1 i København, som kommer til at danne ramme om koncerten, der finder sted den 29. september. 


Billetsalget går i gang den 13. marts klokken 10.00 via Live Nation og 48 timer senere via Ticketmaster. Billetter koster 430 kroner, og man skal oprette sig som bruger på livenation.dk for at tilgå billetsalget den 13. marts.

Koncerten kommer til at falde i kølvandet på Girl in Reds nye album, som har fået titlen I'm Doing It Again, Baby, og udkommer den 12. april.

Girl in Red albumdebuterede i 2019 med Beginnings, som samlede de to ep'er Chapter 1 og Chapter 2 fra henholdsvis 2018 og '19. Samme år kunne hun opleves på Lille Vega i København.


GIRL IN RED-INTERVIEW: En superwoman i samtiden

ANNONCE