Nyhed

Tina Dickow har lige udgivet ny duet - du gætter ikke med hvem

Turnéaktuelle Dickow har også lavet et nyt TV-2-cover, der sammen med fire andre sange kan streames allerede nu

For ti år siden leverede Tina Dickow sange til filmen En du elsker, med Trine Dyrholm i den kvindelige hovedrolle - sange, som i øvrigt blev inkluderet på Dickows succesalbum Whispers.

Nu er netop Dyrholm og Dickow så blevet genforenet på en helt ny duet, som i al stilfærdighed er udkommet sammen med fire andre sange fra Dickows fortløbende udgivelse Welcome Back Summer, som udkommer henover de kommende seks uger og byder på en blanding af nye sange og remastererede versioner af velkendte sange fra bagkataloget.

Dickow betegner selv Welcome Back Summer som en opfølger til opsamlingsalbummet Welcome Back Colour fra 2010. De første fem sange fra det nye album kan streames nu - herunder en version af TV-2s "Alt hvad hun ville var at danse" og Trine Dyrholm-duetten "Livet er en film." Du kan se en teaser for projektet her:


"Jeg var helt blæst bagover af Trines nærvær, måden hun gik til sangen, og hvor nemt det hele faldt hende! Hun er så fintunet med sin stemme og sit udtryk. Totalt inspirerende," fortæller Dickow om indspilningen af duetten i et studie i København. Hun uddyber: 


"Da vi var færdige med at synge, lavede vi et par takes med impoviseret snak, og egentlig var planen, at Trine skulle gøre det alene, men hun insisterede på, at jeg skulle være med. Og bagefter var jeg helt rystet: Hva' fa'en skete der lige dér? Har jeg lige stået og teater-impoviseret over for Trine Dyrholm?! Skændtes og hidset os op på alle mulige måder. Det var en vild oplevelse!"

ET FROSSENT ØJEBLIK: Læs interviewet med en 16-årig Trine Dyrholm - og se billederne fra dengang

ANNONCE