Nyhed

NORDISK RÅDS MUSIKPRIS: Og de nominerede er...

I alt 12 værker er nomineret til Musikprisen 2024

Nordisk Råd uddeler hvert år de fem priser; Musikprisen, Litteraturprisen, Filmprisen, Miljøprisen og Børne- og ungdomslitteraturprisen, og i dag offentliggøres de nominerede til førstnævnte pris, hvor vinderen modtager en præmie på 300.000 danske kroner samt statuetten "Nordlys". Prisen uddeles i forbindelse med Nordisk Råds årlige session, som i år løber af stablen den 22. oktober i Reykjavik. Vinderen udpeges af en bedømmelseskomité bestående af ét medlem fra hvert af de fem nordiske lande. 

Nordisk Råd skriver selv på deres hjemmeside, at "formålet med Nordisk Råds priser er at anerkende betydningsfulde kunstneriske indsatser samt at øge interessen for det nordiske kulturfællesskab og det nordiske miljøsamarbejde".

I år er de nominerede fra Danmark Apolonia Apolonia filmscoret af Jonas Struck og
violinkoncerten Om Lys og Lethed af Rune Glerup. De nominerede fra Finland er Extinctions af komponist Cecilia Damström og saxofonist Linda Fredriksson med debutalbummet Juniper, mens Færøerne er repræsenteret med Symfoni nr. 1 & 2 Sólárið af komponist Tróndur Bogason. Fra Island er det den Grammy-vindende jazzmusiker Laufey, som er nomineret for sit album Bewitched og komponist Hugi Guðmundsson for oratoriet The Gospel of Mary. De nominerede fra Norge er komponist Anne Hytte med albummet Brigde samt komponist Tyler Futrell med værket Stabat Mater. De svenske nominerede er komponist Anders Hillborg med værket Cellokonsert samt komponisterne Sara Parkman og Hampus Norén for albummet Eros agape philia. Den sidste nominerede til årets musikpris er komponist Peter Lång fra Åland med værket LUFT.


Det parlamentariske organ Nordisk Råd, som håndterer det officielle samarbejde mellem Danmark, Finland, Norge, Island og Sverige, består af i alt 87 medlemmer, hvoraf to af Danmarks repræsentanter kommer fra Færøerne og Grønland, mens to af Finlands repræsentanter kommer fra Åland. Medlemmerne i Nordisk Råd sidder sidder i landenes parlamenter og udvælges af parlamenterne efter forslag fra partigrupperne. 

Musikprisen blev stiftet i 1965, og uddeles hvert andet år til en komponist fra Norden, og hvert andet år til et ensemble eller en artist. I år uddeles prisen altså til et værk af en komponist.

GAFFA talte med den nominerede islandske jazzstjerne Laufey sidste efterår, da hun udgav albummet Bewitched. Laufey er særligt kendt for at gøre jazzmusikken populær for generation Z på blandt andet TikTok. Læs hele interviewet her. 


LÆS OGSÅ: Laufey-anmeldelse: Denne plade er på mange måder som en god første date

ANNONCE