Nyhed

GRØN 2024: Nu er de sidste to navne afsløret

Hugorm får deres Grøn-debut, mens dagens andet og sidste navn har været med før

Tobias Rahim, TV-2, Scarlet Pleasure, Blæst og senest Jada er allerede annonceret til årets udgave af Grøn, som i år for 41. gang turnerer rundt til udvalgte byer. I dag fuldendes programmet så - med både en Grøn-debutant og rapper, som var med første gang for fem år siden.

"Grøn for mig betyder sammenhold, der betyder hygge og det betyder fællesskab," udtaler Kesi - for det er ham, det drejer sig om - og tilføjer: "Jeg glæder mig til at komme ud og nyde en masse gode dage med en masse gode mennesker, både foran og bag ved scenen!"

Foruden Kesi føjes Hugorm med Simon Kvamm i front til sommerens koncertrække. Siden debut-ep'en Folk skal bare holde deres kæft fra 2020 har bandet skabt sig et stærkt livenavn - senest på en uortodoks turné sammen med komikeren Frank Hvam. Sidste år hjembragte Hugorm rockbandet prisen for Årets Danske Rockudgivelse ved GAFFA Prisen-uddelingen 2023.


"Det er kæmpestort for Hugorm at komme på Grøn. Vi har brugt et par år på at finde vores musikalske ståsted og ikke mindst få nogle koncert-kilometer i benene, og nu føler vi os klar til at komme ud til alle de mennesker, Grøn er en platform til at nå," udtaler bandet i dagens pressemeddelelse og tilføjer:

"Og vi føler os overbeviste om, at Hugorm for dem vil være et vitamin-boost, de ikke vidste, de gerne ville have!"

GRØN MELDER STIV KULING: To stærke popnavne føjet til plakaten


ANNONCE